Brown … power?

<- Jeg ville drikke den her kaffe hele tiden, hvis jeg selv kunne bestemme. Men der er tre problemer.

1. Jeg har kun set den i Sverige og har kun købt den der. Og jeg kommer ikke til Sverige særlig tit.

2. Sidst vi var der, var kaffetypen ved at udgå. Vi gjorde os faktisk den ulejlighed at cruise rundt til flere supermarkeder, hvor jeg hamstrede, men fandt faktisk ikke særlig mange kaffedåser af typen til mit selvbestaltede lager.

3. Jeg har fundet ud af, at kaffetypen kan købes som hele bønner over nettet. Men jeg ejer ikke en anstændig kaffekværn til espresso.

Overvejer nu, om der er andre regioner i Sverige, der måske stadig har kaffen på lager. Og om ønsket om at køre rundt til svenske supermarkeder kun af den grund egentlig ikke er lidt underlig.

Faktisk er jeg sådan en, der drikker en masse varm mælk i espressokaffe. (Tolk endelig videre. Jeg ved godt, at jeg nu er sat endeligt i bås.) Faktisk brød jeg mig slet ikke om kaffe, mens jeg var barn og ung. Karat og Gevalia fik mig aldrig overbevist! 

Jeg er også sådan en, der ikke har købt en espressomaskine, men “nøjes med” en mokkakande til hjemmebrug, og som fint kan klare mig med en formalet espressotype, hvis den altså smager godt (som den viste). Jeg ved, jeg har potentiale til at blive kaffesnob med alt, hvad dertil hører. Men forsøger at udskyde det lidt.

Jeg tror dog, at meget få ting i verden kan slå en kop hjemmelavet latte med en god bog en søndag morgen!

07. May 2011 by camlarsch
Categories: Øvrige | Leave a comment

Leave a Reply

Required fields are marked *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.