Teenagebøger

Mit ældste barn er blevet teenager. Med alt hvad dertil hører. På bogfronten har jeg faktisk glædet mig lidt til, at han blev god nok til at læse, til at jeg kunne få ham til at læse gode, lidt sværere bøger (i forhold til børnebøger). Jeg kunne komme i tanke om alle mulige bøger, som jeg selv læste med største fornøjelse, da jeg var stort barn og teenager. Dem har jeg glædet mig til at anbefale.

Men tiderne har ændret sig (sukker den gamle kone her). Jeg var et meget læsende barn og en meget læsende teenager. Jeg havde ikke computerspil, YouTube og alskens andre skærmmuligheder. Jeg læste, når jeg ikke lige var sammen med venner og gik til ting. Min teenager vil helst tilbringe tiden foran en skærm, når han ikke lige er sammen med venner og går til ting. Så det med at læse er mest noget, vi har aftaler om, at man skal(!) Hver dag. (Og det gør han faktisk stort set.)

Jeg snusede rundt på biblioteket for at finde bøger til mig selv dengang og fik hjælp af bibliotekarer. Min teenager spørger bare mig og er forvænt med en forlagsmor, der skaffer bøger enten fra forlagets personalekøb eller på biblioteket. For jeg er mere interesseret i, at han overhovedet læser, end at han ikke gør … hvad der ville være resultatet, hvis valget af læsestof blev overladt til ham selv. Fra min egen ungdom ved jeg, at jeg læste hvad som helst. Alt muligt: Skrammel og guld. Let og svært. Forståeligt og komplet uforståeligt (ofte fordi de var for svære). Så jeg forsøger at finde bøger, som får ham til at læse, som giver ham lyst til at læse … og ikke bøger, jeg synes, han bør læse. Der er lidt forskel.

Af og til rammer jeg med forslag fra mit personlige bagkatalog. Det frydede mit moderhjerte og mit læserhjerte, da han som 11-årig havde læst Ulvehunden og spontant udbrød: “Det er den bedste bog, jeg nogensinde har læst.” Andre gange skaffer jeg bare ungdomsbøger af mindst udfordrende og mest actionprægede skuffe, lige som han bedst kan lide dem. For så læser han i det mindste.

Lige nu læser han Fluernes herre af William Golding. Både min mand og jeg husker det som en stor og vigtig læseoplevelse. Teenageren er snart færdig med den, men den store begejstring udebliver: “Man kan altså godt mærke, at den er lidt gammel, mor. Jeg synes bedre om bøger, der ligesom er skrevet til unge i min tid.” Så fik vi den!

Jeg holder ikke op med at anbefale kanel mellem skidtet.
… og noget af skidtet viser sig heldigvis at være helt okay.

08. June 2016 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Ti spørgsmål om læsning

Jeg har helt glemt at lede jer over på Trilogien, hvor jeg har svaret på ti spørgsmål om læsning.

15. February 2016 by camlarsch
Categories: Øvrige | Leave a comment

Morderisk perspektiv

Kan du lide at se verden fra en morders perspektiv?
Det er et perspektiv, som en del krimiforfattere ynder: Medsyn på morderen.

Som oftest er den traditionelle krimigåde og dens suspense hængt op på, at læseren ikke ved mere end den opklarende detektiv (eller journalist eller betjent eller hvem der nu opklarer). At opklaringen hos læseren sker i takt med detektivens opklaring. Det værste er jo, når man har regnet ud, hvem der er morderen længe før detektiven! Det bedste er, når man opklarer mordet præcis samtidig med detektiven, fordi man har haft alle de samme spor til rådighed, men først får dem sammensat netop da. Præcis som detektiven.

Jeg elsker jo, når forfattere leger kompetent med fortælleperspektiverne. Når det betyder noget for fortælling og plot, hvor og hvem der fortælles fra. Når måden, fortællingen fortælles, er bundet op på perspektivet. På samme måde hader jeg, når perspektiver bruges ureflekteret og mekanisk, fordi forfatteren bare har vedtaget, at der skal være x antal perspektiver. På skift. Nogle gange synes jeg ligefrem, at valget af perspektiver viser en forfatters afmagt (eller manglende evner), fordi det har vist sig umuligt at få den vinkel på fortællingen med, hvis man ikke har medsyn på en person, der var tilstede i rummet. Uden at det egentlig giver andet til fortællingen end den ene pointe.

Når man skruer et krimiplot sammen, er timing, rækkefølge, spor, omstændigheder og personligheder væsentlige elementer. Hvis man skal have læseren til at læse med til den bitre (eller søde) ende, skal spændingen holdes og krimigåden opklares på det rigtige tidspunkt. Enkelte gange er det ikke opklaringen, der får læseren til at læse med til sidste side, men som oftest i krimier. Således skal en forfatter have tilpas mange elementer, spor, personligheder og en god nok timing til, at læseren ikke falder af i svinget.

Et af elementerne er så medsyn på morderen. At få at vide, hvad der sker fra hans/hendes perspektiv. I tilpas forblommede vendinger, så man ikke med det første (og utidigt) kan udregne, hvem der er tale om blandt de personer, man møder i krimien. Dette perspektiv kan så veksle rytmisk med detektivens perspektiv. Så læseren via perspektivskift fx forholdes essentielle informationer på det rette tidspunkt, så man ikke regner morderen ud.

Jeg hader det!

For det første, fordi det ofte er et fuldstændig konstrueret perspektiv. Ofte fremskrives morderens psykopati fuldstændigt søgt, både personlighedsmæssigt og sprogligt. Nogle gange formulerer sådan en morder sig tåget lyrisk. Eller tilstræbt sprogligt forsimplet for at signalere afstumpethed. Eller på andre måder utroværdigt. Og det kan ske i selvsamme bog, hvor de andre perspektiver er fint, troværdigt skrevet!

For det andet, fordi det kan ligne suspense, at perspektivet skiftes over til morderen i samme sekund, som noget væsentligt i opklaringen skal til at ske. Fordi læserens forventninger brydes og må udskydes. Men ofte ligner det bare. Det er jo bare konstruktionen og ikke handlingen, der udskyder opklaringen. Den slags konstruktioner kan sagtens virke, men gør det bare ikke så tit.

For det tredje, fordi det nogle gange er den eneste måde, læseren kan forklare og opklare mordet på. At morderen selv har fortalt, at vedkommende var der. Det er altså ikke troværdigt retfærdiggjort, at tingene er foregået sådan, hvis man ikke lige havde haft morderens perspektiv på det afgørende øjeblik.

For det fjerde, fordi det bare er uelegant!

Tag den, krimiforfattere!

 

 

14. January 2016 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts