Læseåret 2021

Ovre på Læselisten kan jeg se, at jeg i 2021 har læst 138 bøger. Ovre på læselisten kan jeg også se, at der er mindst fem serier på den liste, og så kommer tallet jo hurtigt til at være højt. For mig. Jeg tænker, at det er ligesom at kæderyge: at begynde på det næste bind i serien, så snart man har færdiggjort et. Ikke skulle sætte sig ind i nye settings, kende hovedpersonerne, sprogtonen … Det er jo også lidt dovent, I know. Men convenient. Der er tale om Peter Robinsons helt solide serie om Alan Banks, om Sue Graftons Alfabetserie, som er noir med kvindelig detektiv, der alligevel i længden blev lidt irriterende (så jeg nåede kun til L), om Arnaldur Indriðasons serie om kriminalkommissær Erlendur, der kan anbefales, om Andrew Taylors hyggekrimier fra den lille by Lydmouth og om en fantasyserie af Leigh Bardugo, der foregår i hendes Grisha-univers, og som blev til en serie på Netflix i 2021. (Ja, og faktisk lidt flere, kan jeg se på listen.)

Årets højdespringer er faktisk et værk i syv bind. Og jeg har endda ikke læst det færdigt endnu. Der er tale om Solvej Balles Om udregning af rumfang, hvoraf der er udkommet de tre første bind. Bogen handler om Tara, der er blevet fanget i den 18. november, som hun (som i filmen Groundhog Day) ikke kan komme ud af. Jeg har slugt de tre første bind, så snart de er udkommet. Og venter utålmodigt på de næste. Mærkværdigt rørende, mærkværdigt vedkommende og mærkværdigt systemagtig uden at være det. Det er virkelig godt. Jeg kunne også godt lide Solvej Balles bøger tilbage i 90’erne. Det er så dejligt, når forfattere bliver ved med at skrive rigtig godt.

I løbet af året har bøgerne taget mig med til Island, Wales, Sydeuropa, Californien, Canada, Yorkshire, Sydkorea, Japan og lidt mere. Dertil skal lægges alle de fiktive steder. Og det har vist været pointen i et år, hvor virkeligheden har været præget af corona, generel samfundssplittelse og bøvl: at fiktion kan tage en andre steder hen og samtidig sætte perspektiv på tingene.

På et tidspunkt fik jeg lyst til at tage til Island. Så jeg kastede mig over Auður Ava Ólafsdóttirs Stiklingen, men som det første rejste hovedpersonen fra Island med kurs mod et kloster i Sydeuropa. Den var nu fin nok alligevel. Men jeg måtte have fat i en anden af hendes bøger for at blive i Island. Jeg nyder at læse bøger af de fleste islandske forfattere. De har en særlig plads i mit læsehjerte, der i øvrigt også har en udnævnt plads til finske forfattere.

Hvor man egentlig tager til, når man læser De tabte minders ø af Yoko Ogawa, står hen i det uvisse. En unavngiven ø, hvorfra ting forsvinder. Og med tingene også minderne om dem. De mennesker, som alligevel husker, bliver hentet af mindejægere. En lavmælt, melankolsk dystopi. Virkelig læsværdig og ulig alt muligt andet, man har læst.

Den sidste 2021-læseoplevelse, jeg vil fremhæve, foregår “bare” i Danmark. Der er tale om Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager. Den handler om betændte familierelationer, om retten til sin egen fortælling og om desorientering (i kølvandet på sorg, svigt og konflikt). Hun er vred og stejl og pindsvineagtig, men det er også skrevet så sårbart, rørende, forståeligt og til at identificere sig med. Hun skriver virkelig godt, og kun sådan kan man vist slippe så godt afsted med at skrive om sin egen og sin families historie. Knausgård har vist det før Guldager.

Godt nytår! Håber, 2022 bliver et godt læseår for dig.

31. December 2021 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Læseåret 2020

Aldrig har jeg været så meget hjemme som i 2020. Og det kan ses på læselisten. 125 bøger læst i 2020. Kun overgået af 2019 i senere tid. Jeg kunne nå at læse pænt mange De 5- og Jules Verne-bøger på en skolesommerferie, så vi skal tilbage til 80’erne for at overgå det her antal bøger …

Årets højdespringere er stadig Rachel Cusks trilogi, Omrids, Transit og Kudos. Jeg skrev her, at de forekommer legende let skrevne (og letlæste), men at det efter læsning går op for en, at det skrevne stikker dybt.

Lidt mindre velskrevne kan man vel godt kalde Leif GW Perssons Palme-trilogi, Mellem sommerens længsel og vinterens kuldeEn anden tid, et andet liv og Falder frit som i en drøm, uden at fornærme nogen. Det mærkelige ved den trilogi var, at jeg var supertræt af at læse den, mens jeg læste de to første i serien. Bøgerne er på nær nogle få undtagelser befolket af usympatiske, frygtelige faktisk, korrupte og ækle personer, som ikke har styr på det, de skal, og gør det forkerte. Alligevel beskæftigede bøgerne mine tanker i ugevis. De handler om Palmemordet. Og omstændighederne før og efter. Jeg vidste ikke meget faktuelt om det før læsning. Og det er fiktionaliseret, så jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg med sikkerhed ved bagefter. Men alligevel ved man, at der skal en god del hovmod, uduelighed og korruption til for at f*cke en sag så grundigt op som Palmemordet. Dét udstiller bøgerne!

Den vildeste bog i 2020 var HHV, FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose. Jeg lyttede til den som lydbog på mine daglige gåture, som coronahjemsendelsen muliggjorde. Den er strittende, morsom, frygtelig, god, ukuelig, rodet – og en af kun to lydbøger, som det er lykkedes mig at lytte fra ende til anden. Oplæseren er også god. Og hun er på overarbejde, for bogen er på flere sprog, indeholder sange, der skal synges, digte, der skal læses rigtigt og meget mere. Den lyder måske lidt sær ud fra denne beskrivelse, men den er værd at læse eller lytte til.

Jeg var et smut i det gamle Rom med Lindsay Davis og David Wishart. De har begge skrevet noiragtige krimier placeret på lidt forskellige tidspunkter i romertiden. Den sidstnævnte er lidt tættere på historiske hændelser end den førstnævnte og faldt mere i min smag. Man skal synes om beskrivelser af romersk levned, samfund og (historiske) intriger for at sætte pris på de her krimier. Det gør jeg.

Også Sherlock Holmes blev genbesøgt i 2020, eller rettere Holmes-pasticher. Man kan roligt kaste sig over Laurie R. Kings serie om Mary Russel, der som ung kommer i lære hos den midaldrende Sherlock Holmes. Hun har vid og bid nok til at udfordre ham. Og start-1900-tals feminisme er da også en pointe i serien. En nyere serie i samme boldgade er Annelie Wendebergs. Hun har opfundet lægen Anna Kronberg, der i slutningen af 1800-tallet må forklæde sig som mand for at praktisere i London. Et mystisk dødsfald er anledning til, at hun møder Holmes, og også startskuddet til en historie, der breder sig over tre bind og involverer Moriarty.

Med bøgerne har jeg i 2020 udover i USA, Grækenland, Sverige, det gamle Rom og Holmes’ England været i Australien, Canada, Japan, på Shetlandsøerne, i Italien, på landet i Norge (Fuglene af Tarjei Vesaas er ikke blevet en klassiker for ingenting, men den er så sørgelig!) og i diverse fiktive lande eller verdener. Når virkeligheden ikke tillader en at rejse, kan bøgerne heldigvis træde hjælpende til.

Godt nytår!

02. January 2021 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

En strøm af menneskelighed

For nylig fik jeg anbefalet Rachel Cusks trilogi: Omrids, Transit og Kudos, som de hedder på dansk, af min veninde, hvis anbefalinger jeg gennem mange år har vænnet mig til at adlyde. Og jeg vil hermed gerne videreanbefale bøgerne. De er faktisk letlæste og ikke så lange, de tre bøger. Men de gør noget, som jeg ikke mindes at have læst før.

Cusks fortæller, Faye, indgår i samtaler med folk, og disse samtaler tegner, ja, omrids af personer og verdensbilleder. En lang kæde med løkker af perspektiver, der reflekteres elegant af Faye, hvis egen fortælling aldrig fremstår virkelig vigtig eller tydelig, men kun fremstilles som anledning til at komme i samtale med de mennesker, hun møder.

Min veninde sagde, at Cusks metode andetsteds var blevet beskrevet som stream of conversation. En meget rammende beskrivelse, synes jeg.

Denne stream of conversation er ikke ustyret, dog, for de forskellige konversationspartnere cirkler om et vist udvalg af emner: relationer mellem børn og forældre, familiemedlemmer generelt og i ægteskaber, egen (u)formåen, kunst og kunstens betydning, forfattergerningen, hvad der binder en til verden, hvad der slår en ud af kurs, og især hvilke ting og fænomener mennesker tillægger betydning.

Faye er forfatter og underviser på skrivehold, og i den første bog, Omrids, beder hun sine holddeltagere om at præsentere sig selv ved at fortælle om noget, de har bemærket på vej til undervisningen. Holddeltagerne fortæller på skift om alt fra en, der så en hund, over en, der havde en samtale med sin far, der kørte ham til undervisning, og til en, der har hørt et stykke musik ud af et vindue. Personernes skiftende små anekdotiske fortællinger, som kommenteres af de andre, væves elegant ud og ind mellem hinanden og tegner tilsammen en strøm af forskellige verdensbilleder, personlige særheder og præferencer og menneskelighed generelt.

Og det er denne strøm af menneskelighed, af små dele, der repræsenterer et hele (pars pro toto), der behager mig ved disse bøger.

Det forekommer legende let skrevet og er så nemt at læse, men det må være så hulens svært. Og når man har læst en af disse tilsyneladende lette små fortællinger, går det først efter et stykke tid op for en, hvor eksistentiel eller traumatisk eller dyb eller sigende eller almen eller morsom eller samfundskritisk den også er.

20. March 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts