Imødekommende, modstandsdygtig litteratur

For nogen tid siden skrev Søren Ulrik Thomsen et essay i Weekendavisen om motivation og læsning. En af hans pointer er: “Vil man virkelig have noget ud af sin læsning, er man nødt til at kombinere lyst og pligt, for læsning er nemlig ikke altid ren tilbagelænet nydelse, men kan i lange stræk også være både ubehagelig og slidsom.”

Som ung holdt Søren Ulrik Thomsen på et tidspunkt op med at læse, fordi han var helt overvældet af pligtlæsning, mens han var litteraturstuderende. Efter denne læsekrise begyndte han dog igen at læse, men nu var der tale om læsning som pjæk fra pensum. Det blev dog en problematisk form, fordi ren lystbaseret læsning fik ham til at lægge bogen fra sig efter kun 20 sider, når det ikke “lige var ham”. Ud af denne nye læsekrise opstod så et nyt system: At begynde på en bog af lyst og længsel efter identifikation, men at læse bogen færdig af princip. Såkaldt disciplineret pjæk.

Det viser sig således, at jeg i lange stræk af mit liv som læser helt ubevidst har brugt samme princip. At vælge bøger efter lyst, men læse dem færdig af princip. Søren Ulrik Thomsen tilføjer, at “Den optimale nydelse ved læsningen får man efter min erfaring, hvis teksten strømmer læseren i møde og samtidig rummer en modstand.”

Nogle gange bliver modstanden dog så stor, at det med færdiglæsningen ikke lykkes. For jeg ved præcist, hvad han mener, når han skriver om modstand. Det generer mig selvfølgelig til stadighed, at der står bøger på reolen, som jeg aldrig fik læst færdig, ofte fordi modstanden var for stor.

Lidt for mange bøger på min læseliste yder derimod nul modstand. Og jeg vidste det godt, da jeg gav mig til at læse dem. De giver lige så meget næring til læselivet, som slik giver til kroppen. I bedste fald underholdende og let spild af tid, i værste fald kvalmende og en tilvænning af, at der ingen modstand skal være. På den anden side er læsning af bøger uden modstand bedre end ingen læsning. Så i perioder uden overskud må det være sådan.

Til gengæld er jeg begyndt at stille krav om, at der skal være modstand nogle gange. Så mine nyligt formulerede krav til min læsning er:

  • Jeg skal læse noget mere på engelsk. Dovenlæseren her læser mange gange hurtigere på dansk, men det bliver jeg jo ikke bedre til engelsk af!
  • Jeg skal læse klassikere, fordi jeg kan. Der står en masse klassikere på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Dem skal jeg huske, når jeg vælger bøger. Måske blev de klassikere af en god grund?!

Strammere er kravene faktisk ikke. Men de har allerede givet mig nogle gode læseoplevelser!

13. May 2019 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Læseåret 2018

Nyt år er også et nyt læseår! Og nytår er en anledning til at kigge på det forgangne.

2018 var et bogrigt år for mit vedkommende. Faktisk det år, hvor jeg har læst flest bøger, siden jeg begyndte at registrere det her på bloggen: 118 læste bøger i løbet af 2018.

Og jeg kan skyde skylden på min ryg. Et par diskusprolapser tvang mig til at ligge ned, så snart jeg havde fri. Og selv om jeg efterhånden har styr på alle lysindfald i mit soveværelse, benyttede jeg også lejligheden til at læse, når jeg alligevel lå der (og fik manden til at støvsuge og handle og den slags rygkrævende ting).

Når jeg lader øjet løbe ned over læselisten, er grunden til antallet af læste bøger også serier. Jeg har tidligere skrevet om, at min indre tysker fik mig til at læse hele Jack Reacher-serien af Lee Child, selv om den ikke var virkelig god. Det er de nogleogtyve af bøgerne. Hurtigt læste, hurtigt glemte. På den måde bliver tallet jo ret højt, hurtigt. Det var også i år, jeg fik læst alle Varg Veum-krimierne af Gunnar Staalesen. (Han har faktisk skrevet pænt mange!) Helt udmærket noir. Jeg konkluderer igen, at det der med at læse alle bindene ca. i træk, som jeg gjorde, måske egentlig ikke er så anbefalelsesværdigt …

Jeg brugte noget af sommeren på at læse Hogarth-serien af Shakespeare-fornyelser, som du kan læse mine betragtninger om her, men jeg synes ikke, de nye versioner var så vanvittigt vellykkede, nogen af dem. Desværre. Men det fik mig til at læse nogle af Shakespeares stykker; nogle af dem var genlæsninger efter mange år, andre havde jeg aldrig læst før. Det mindede mig heldigvis om, hvorfor man bliver ved at vende tilbage til ham. I øvrigt viste det sig, at nogle af historierne set med nutidige øjne er helt frygtelige: racistiske, sexistiske og andre hyggeligheder …

Blandt de bøger, der ikke helt levede op til forventningerne, var også Arundhati Roys Ministeriet for den ypperste lykke. Jeg blev aldrig for alvor grebet. Men hvis du ikke fik læst hendes første (De små tings gud), er den til gengæld meget anbefalelsesværdig.

Noget af året beherskede jeg mig og læste ikke den nye Murakami: Mordet på kommandanten, bd. 1, som udkom i maj. Fordi bind 2 først udkom i november. Jeg havde bestemt, at jeg pænt måtte vente på andet bind, så jeg kunne få lov at læse dem i træk. Det var en god ide. Jeg var meget fornøjet over bare at kunne læse videre. Men det er ikke en af Murakamis stærkeste, er min dom.

Jeg vil fremhæve nogle af de udmærkede læseoplevelser, fx den grumme Min kæreste elskling af Gabriel Tallent (som alle faldt i svime over, men min svime var altså ikke helt så stor) og Elena Ferrantes medrivende Napoli-serie. Og så kunne jeg spejle mig lidt for godt i sure Vibse i Katrine Marie Guldagers lynhurtigt læste Bjørnen.

Men årets bedste og mest mindeværdige læseoplevelse var Lincoln i bardo af George Saunders. Jeg blev overrumplende rørt af den. Den foregår den nat, Abraham Lincolns søn dør og strander mellem liv og død. Den er sær, lidt svær, flerstemmig og rørende og handler om sorg, død og fornægtelse, men også om kærlighed, relationer, liv og håb. Lincolns sorg og de andre figurers erkendelse og fornægtelse af død var virkelig rørende.

Så selv om, der var mange titler i 2018, var der flest “på det jævne”-titler. I og for sig var 2018 heller ikke et højdespringende år på særligt mange parametre i min tilværelse, så det passer nok meget godt sammen … 2019 må gerne stramme sig lidt an. Også på bogfronten.

Så lad de rigtig gode bøger komme til mig i 2019. Godt nytår!

31. December 2018 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Ny vin på gamle flasker. Eller er det omvendt?

Inden for film, teater og musik er det et hyppigt forekommende fænomen, at kunstnere fortolker andres værker. At de genindspiller, versionerer eller nyfortolker dem. At der findes flere opførsler eller versioner af et værk.

Dette fænomen er også kendt i litteraturen, men film, teater og musik har den fordel, at den nye version forholder sig til originalens ord eller noder, mens det er selve opførslen, der er fornyelsen. Mens en bog, der fornyer en anden bog, nødvendigvis må bestå af nogle andre, nye ord.

Et værk kan være en parafrase over et andet værk, dvs. en fri bearbejdning. Det kan være en replik, dvs. forholde sig til et andet værk ved at modsige pointen, videreføre en figur eller lignende. Det kan være en fortsættelse af et andet værk. Eller der kan være tale om andre former for intertekstualitet, hvor der er henvisninger til, citater fra, genbrug af en figur eller andre referencer til en anden forfatters værk. Men det er faktisk ikke så tit, at der ligefrem skrives en coverversion af et litterært værk.

I musikverdenen sker det, at et forholdsvist ukendt stykke musik kommer til hæder og ære af en coverversion. At det ligefrem er coverversionen, der bliver mest (aner)kendt. Mens jeg i bogverdenen har på fornemmelsen, at et litterært værk skal have opnået en vis status, enten i fx overlevelsesdygtighed eller salgbarhed, for overhovedet at gøre sig fortjent som referencepunkt for et nyt værk. I hvert fald så vidt jeg ved. Og jeg kender ikke umiddelbart til nogen litterære coverversioner, der er blevet mere anprist end originalen.

Men hvad taler jeg om?

Jo, fx skrev Hjalmar Söderberg i starten af 1900-tallet den anbefalelsesværdige og efterhånden velfortjent klassikerophøjede Doktor Glas. Ca. 100 år senere skrev Kerstin Ekman Mordets praksis, som går i direkte dialog med Söderbergs værk. Det er en slags fortsættelse, som giver et nyt blik på den titelbærende doktors motiver. En meget værdig fortsættelse, i øvrigt.

Et andet (svensk) eksempel er den virkelig omdiskuterede Millennium-serie af den afdøde forfatter Stieg Larsson. En krimitrilogi, der solgte tusinder og tusinder af eksemplarer. Desværre nåede han at dø før udgivelsen og populariteten. Arvestriden om rettighederne til bøgerne og figurerne derfra gav international genlyd. Det endte med, at forfatteren David Lagerkrantz fik stafetten og indtil videre har skrevet to nye bind i serien, hvor figurerne fortsættes … omend de nye bind hverken har nået niveauet for de oprindelige i salgstal eller nerve (efter min mening).

Karen Blixen skrev i samlingen Skæbne-Anekdoter en fortælling ved navn Storme, som både i titel og indhold forholder sig til Shakespeares stykke The Tempest. I Blixens fortælling er The Tempest en ramme, et modstykke og også et fortælleelement i hendes fortælling. Og som altid hos Blixen er fortællelagene og kompleksiteten et vilkår, uden at det gør fortællingen mindre skæbnetung og vedkommende. Men fortællingen kunne aldrig være kommet i stand eller fungere uden Shakespeares stykke.

Faktisk er Shakespeare måske en af de forfattere eller dramatikere, hvis værker oftest er blevet genstand for nyfortolkninger eller brugt som referenceværker. Og interessant nok af både filmskabere, forfattere, teaterinstruktører og musikere. Senest har forlaget Hogarth igangsat serien Hogarth Shakespeare (på dansk: Shakespeare i et nyt årtusind), hvor de har bedt en række ret kendte forfattere genopfinde Shakespeares historier i romanform. Jeg har endnu ikke læst alle gendigtningerne … coverversionerne(!), men indtil videre kan jeg bedst lide Margaret Atwoods gendigtning af The Tempest og Edward St Aubyns nye version af King Lear. Jeg afventer, at Jo Nesbøs udgave af Macbeth bliver oversat til dansk … og at Gillian Flynn får skrevet sin udgave af Hamlet. Men det er min overbevisning, at ingen af coverversionerne kommer til at overhale originalerne indenom.

Åh, og mens jeg skrev om Shakespeare, kom jeg alligevel i tanke om en litterær coverversion, der måske er lige så kendt eller solgt som sit udgangspunkt. Faktisk er det nok en tilsnigelse at kalde det en coverversion, men Fifty Shades of Grey-serien af E.L. James blev skrevet som fanfiktion med udgangspunkt i Twilight-serien af Stephenie Meyer – som en slags fortsættelse. Først senere blev den skrevet om med selvstændige navne … og sikkert også ændret på andre punkter. Jeg ved ikke, om det er lykkedes Fifty Shades-serien at sælge mere end Twilight, men den blev i hvert fald nærmest lige så omtalt. Men: Vist nok mest for bøgernes manglende kvaliteter … og deres sexscener.

Kan du komme i tanke om et litterært eksempel, hvor coverversionen er mest kendt?

11. August 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | 1 comment

← Older posts