Uhusket, men ikke glemt

“Er den her bog god?”, bliver jeg ofte spurgt. Og hvis jeg har læst den, kan jeg med stor skråsikkerhed svare ja eller nej.

Jeg har læst mange bøger, så længe jeg kan huske. Det betyder, at flere tusind bøgers indhold er tilflydt mit hoved gennem tiden. Og jeg kan med sikkerhed se en titel og et forfatternavn og konstatere “den har jeg læst” eller “den har jeg ikke læst”. Min hjerne husker titler og forfatternavne, af og til forsider, men aldrig farven på bogryggen (jf. nogle menneskers bogreolprincipper). Og så husker den, om jeg syntes godt, virkelig godt eller dårligt om en given bog.

Men med årene kan jeg huske detaljer og indhold i færre og færre af dem. Mærkværdigvis kan jeg med sikkerhed sige, om det var en god læseoplevelse og bog, men kun have en overordnet fornemmelse af, hvad den egentlig handler om. Om de uhuskede bøger kan jeg nogle gange kun genkalde mig pointen, andre gange noget om hovedpersonen eller fortælleren, sjældne gange en formulering, og af og til kan jeg ikke huske andet end, om læseoplevelsen var god eller dårlig.

Med sådan en hjerne er der selvfølgelig stort potentiale for genlæsninger. Men jeg er sådan en, der yderst sjældent genlæser, fordi der konstant er så mange ulæste bøger derude. De få gange, jeg har genlæst en af de uhuskede, viser det sig, at jeg trods alt ikke helt har glemt den. Jeg kan genkende, mens jeg genlæser. Måske kan jeg fra starten ikke huske, hvad pointen var, men det kommer jeg alligevel i tanke om før endt læsning. Så på en eller anden måde har mit hoved lagret bogen. Jeg kan bare ikke fremfinde det bevidst, men kun genfinde det eller genopleve det ved genlæsning.

Jeg ved ikke, hvor mange bøger et hoved egentlig kan opbevare. Det er sikkert lige så individuelt som læsehastigheder og smag. Men mit hoved har i hvert fald opfundet et lagerprincip, som jeg gerne vil udfordre hensigtsmæssigheden i. Det er da simpelthen irriterende, at jeg kan huske, om en bog er god eller ej – uden at kunne huske, hvad den handler om. Jeg overvejer, om man kan udskifte eller optimere sit lagerstyringssystem.

 

10. July 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | 2 comments

Min indre tysker*

DSB har en fordelsklub: DSB Plus, hvor man kan få rabat på kaffe i 7-eleven’erne og den slags. Desuden tilbyder de hver måned, at man kan downloade en gratis e- eller lydbog. Der er tre at vælge imellem. Jeg henter en hver måned, selvfølgelig. Bogsamlere lader ikke den slags gå upåagtet hen. Også selv om valget sjældent står mellem bøger, som jeg alligevel ville have købt.

Således hentede jeg sidste år en Jack Reacher-action-thriller-krimi-bog af Lee Child. Da jeg lige undersøgte det, viste den sig at være udgivet i Danmark som nummer ni i serien. Jeg brokkede mig lidt på Facebook over, at jeg jo så blev nødt til at læse de otte første først. Og så var det, Tyge introducerede begrebet: Min indre tysker.

Han mente, jeg burde undertrykke min indre tysker i dette tilfælde. Underforstået: Seriens bøger har ikke indbyrdes afhængige handlingstråde, så man kan sagtens læse dem i vilkårlig rækkefølge.

Men min indre tysker er en dominerende type. Hun får mig til at læse i rækkefølge. Hun protesterer voldsomt, hvis jeg af og til ikke vil læse en bog færdig. Hun får mig til at vente i månedsvis på næste bind i en serie. Hun får mig til ikke at låne en interessant tegneserie på biblioteket, hvis jeg ikke kan læse den i den rigtige kronologiske rækkefølge. Og hun får mig selvfølgelig til at undersøge ordentligt, om det vigtige er den kronologiske udgivelsesrækkefølge, eller om der er en handlingsrækkefølge, som er angivet som den rigtige rækkefølge af forfatter eller forlag.

Så jeg tjekkede lige, hvordan det nu var med den Jack Reacher-serie. Og det viste sig til min overraskelse, at den, der er angivet som nummer ni på dansk, var nummer fjorten på engelsk, og at serien i øvrigt var nået til 22 bind … mens man utålmodigt venter på bind 23 senere i 2018. Den autoritative liste må være Lee Childs egen.

Min indre tysker er således skyld i, at jeg nu har læst 22 Jack Reacher-bøger. På engelsk hhv. dansk, alt efter om de var oversat. De er ret hurtigt læst. De er ikke rigtig gode. Faktisk. Min indre tysker er lidt idiotisk af og til.

 

 

*Enhver eventuel krænkelse af en nationalfølelse er utilsigtet fra skribenten af dette indlæg.

06. July 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Læseåret 2017

Ifølge min læseliste læste jeg 109 bøger i 2017. For mig er det pænt mange. Men det var overordnet set ikke et virkelig godt læseår, som jeg lige umiddelbart kan se det fra listen. Ret meget gadagung-gadagung … og jeg er jo den eneste, jeg kan bebrejde det. :-S

De fjorten Karin Slaughter-bøger blev fx konsumeret, mens jeg var nedlagt af en rygskade. Jeg vil nok ikke anbefale andre at læse dem i rap. De var på den anden side lige det niveau, jeg kunne håndtere at læse, og de var solidt sammenskruede krimier, trods alt. Et krævende værk med tankegods var nok alligevel blevet negligeret i den situation.

Men så var der alligevel nogle godbidder i løbet af året. Hvem kunne vide, at Doktor Glas af Hjalmar Söderberg vel nok var en overset klassiker, som alle burde læse. Alle! Ja, også dig. Virkelig, virkelig velskrevet. Hurtigt læst, men bestemt ikke hurtigt glemt. Sært nutidig i sine refleksioner, trods det, at den er mere end 100 år gammel (fra 1905). Jeg tror, det var årets læseoplevelse for mig, og jeg vil på det varmeste anbefale den.

Det var også i (starten af) 2017, jeg fik læst Krig og fred. Stor (og virkelig lang) læseoplevelse. Jeg forstår godt dens klassikerstatus, men var på den anden side også lidt irriteret over, at den forfalder til rendyrkede historielektioner. Hans personer er dog simpelthen så fint tegnet. Jeg kom til at sammenligne Tolstoj med Dostojevskij, og sidstnævnte er altså bare mere min kop te.

Jeg vil anbefale Vegetaren af Han Kang. Mest er den sær og fremmedartet. Men også foruroligende. Og læsværdig. Han Kang har i et interview sagt, at hun ikke har en dagsorden om kønsroller, men det er svært som vestlig læser ikke at reagere på de stramme samfundsnormer og kønnede relationer, som hovedpersonen indgår i og gør oprør mod.

Værd at nævne og derfor værd at læse er også Redningsafstand af Samantha Schweblin, som smider læseren ud på dybt vand, hvor sprogligt fodfæste ikke er noget, man får foræret. Megauhyggelig.

Læs også Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen, fordi sproglig knaphed og præcision og iderigdom overhovedet ikke er modsætninger. Og læs En hest kommer ind på en bar af David Grossman. Sprogsprudlende og irriterende med vilje … og rørende.

Ah, det viser sig jo, at jeg alligevel havde fået læst nogle gode bøger i 2017. Således anbefalet.

03. January 2018 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts