Sprudlende sprog

Nogle gange læser jeg bøger, hvor den sproglige energi er uimodståelig, hvor sproget sprudler.

Da jeg i sin tid læste Det jiddische politiforbund af Michael Chabon var jeg helt sikker på, at der var en god del af de jiddische indforståetheder, som fløj hen over hovedet på mig, men jeg var ikke desto mindre dybt fascineret af den sproglige veloplagthed, som flød ud af alle personernes sprog. Man kunne næsten høre personerne tale. Man kunne næsten høre tonefaldet, traditionen, den årelange påvirkning fra USA på jødisk kultur … Også selv om jeg læste den på dansk.

Jeg havde det helt på samme måde, da jeg læste Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv af Junot Díaz. Jeg har aldrig været i Den dominikanske republik, jeg kender ingen, der er dominikanske indvandrere i USA, jeg kan ikke engang spansk. Men under læsningen af Oscar Wao var jeg helt sikker på, at jeg vidste, hvordan man taler med hinanden, hvis man kommer derfra. Og ikke mindst hvordan man tænker, opfører sig og bevæger sig i verden. Også Oscar Wao-bogen læste jeg på dansk.

Og det med at læse dem på dansk er den del af min pointe. For jeg ved jo godt, at det så ud over forfatteren også er oversætteren, som i den grad har været på arbejde, når jeg fornemmer alt det sproglige sprudleri på og mellem linjerne. Men som den “dovenlæser”, jeg er, forfalder jeg oftest til at læse på dansk. Fordi det går hurtigere. Og på trods af, at jeg er bevidst om, hvad jeg går glip af.

Men nu har jeg så købt en ny bog: The Sellout af Paul Beatty.
Jeg faldt over den i en londonsk boghandel, som for mig er indbegrebet af bogfristelse. Den havde vundet Man Booker Prize i 2016, hvilket plejer at være et kvalitetsstempel i min verden, og jeg faldt helt usædvanligt for en anbefaling på bagsiden. Så den købte jeg.

Fra første side vidste jeg, at det her også var en sprogligt veloplagt og energisk bog! At den skrev sig ind i en sproglig og kulturel kontekst og historie (sorte i USA), som den legede med, imiterede, udvidede og fornyede. At den var noget, den her bog. Og så faldt jeg af! Og nu ligger bogen der på reolen med et bogmærke i og venter på, at jeg tager mig sammen til at læse videre.

For den var jo på engelsk. Så det var ret hårdt arbejde at læse sig ind i alt det sprogsprudleri (uden oversætterens hårde forarbejde). Og det var sent, og jeg var træt … Efterfølgende har jeg læst mindst to varme anbefalinger af den fra folk, jeg lytter til boganbefalinger fra. Så det er jo bare et spørgsmål om at komme i gang. Men det bliver nok ikke lige i sommerferien, som nærmer sig …

Nå, men har du læst nogen sprogsprudlende bøger, du vil anbefale? På dansk. 😉

11. July 2017 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Lystlæser

Lystlæser. Smag lige på ordet.
Andre persontyper med “lyst”, jeg lige kunne komme i tanke om, er mindre charmerende: lystløgner, lystmorder …

En lystlæser læser af lyst, ikke af pligt.
Sådan én har jeg længe været. Der er selvfølgelig også pligtlæsning i mit liv. Men alt i alt læser jeg af lyst.

Jeg forbinder en masse positive egenskaber med at læse. Og har gjort det, så længe jeg kan huske. Selv midt i studiernes pligtlæsning.
I flæng kan jeg nævne, at jeg forbinder læsning med overskud, ro, horisontudvidelse, viden, refleksion, tid, privatsfære, oplevelse, faglighed, formidling, underholdning, skærpelse, perspektivering. Jeg kan sætte “min” foran alle disse ord. På den måde er læsning jo ret personligt.

Jeg ville gerne gøre lystlæsere ud af mine børn, men lige nu ser det ikke ud til, at de bliver det. Min intention var selvfølgelig at dele de ovennævnte positive ting med dem. Måske finder de dem andre steder, måske får de lyst til at finde det i bøgerne med tiden. Jeg håber det for dem.

04. April 2017 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

De der russere

Efter længe at have luret på Krig og fred af Lev Tolstoj tog jeg mig endelig sammen til at læse den. Det tog en krig, tøhø. Dog var min krig på ingen måde så lang som Napoleonskrigene, som er romanens udgangspunkt.

Bogen fik mig til at slå op, hvordan det nu i virkeligheden var med de Napoleonskrige. Og med Rusland i 1800-tallet. Og med den tilbedte, men vægelsindede russiske zar Aleksandr. Og med skiftende krigsalliancer. Og med den russiske adels privilegier og uduelighed. Og med Napoleons personlighed … Jeg tænker, at det er sådan, god (historisk) fiktion virker: Man får lyst til at vide mere.

Tolstoj kan noget med personer. Den forvirrede Pierre og den livlige Natásja. Åh, hvor vi ønsker dem det godt! Åh, hvor vil vi gerne følge deres fortællinger, så dramatiske, som de er. Men Tolstoj lader os ikke slippe så nemt. Lige så meget melodrama og persontegning, han har sans for, lige så meget ønsker han at docere af sin viden om krig, taktik, historie, filosofi, religion, russisk (og fransk) mentalitet og meget andet –  og ikke mindst ønsker han at perspektivere den for os. Det er derfor, bogen er så omfangsrig, og det er derfor, læsningen af Krig og fred bliver så omfattende. Pierres omskiftelige skæbne og forvildelser væves tæt sammen med zar-Ruslands ditto (og med det krigsramte Europa). Ligesom Natásjas naivitet, munterhed og tragiske kærlighed til Fyrst Andréj spejler et adeligt Rusland, som brat må vågne fra sin illusion om medfødt overlegenhed i mødet med krigen og døden. Generalernes taktik går under i den enkelte soldats retningsløshed. Mening, struktur og retning går under i mødet med krigens kaos. Deraf opstår en ny virkelighed. For landet såvel som hovedpersonerne.

Den ene, Pierre, søger så ivrigt efter sin mening. Under dramatiske omstændigheder lykkes det ham at arve sin rige greve-far, selv om han er født som uægte barn. Og som hovedrig arving narres han til at gifte sig med den helt forkerte. Med arven følger adgang til det adelige Skt. Petersborg (og Moskva), men han farer vild i overklassens forkvaklede værdier, sociale koder, intriganteri og manglende mening.

Den anden, Natásja, lever et sværmerisk og sorgløst (adeligt) liv, hvor intet for alvor har betydning. Hverken hun eller hendes familie ved for alvor, hvad de skal gøre med det praktiske liv, og penge bliver dermed et problem, fordi ingen i familien har sans for at forvalte den arvede formue på en ordentlig måde. Den truende fallit kan ikke helt ignoreres og får betydning for, hvem Natásja kan vælge som mand.

Tragedierne ligger lige for.

Det er Tolstoj magtpåliggende at perspektivere de forskellige historiefortolkninger af Napoleonskrigene og krig i det hele taget. Og derfor er hans afsluttende ord en form for essay om, hvordan magt ikke udgår fra ét sted alene. Hvordan en general eller en kejser ikke alene kan være ansvarlig for en krigs udfald, hvordan den enkelte soldats handling ikke alene kan afgøre et slag, og hvordan forskellige umiddelbart uafhængige hændelser i en uafklaret balance mellem det enkelte menneske, en kollektiv vilje og magthaveres beslutninger kommer til at føre til krig. Eller fred.

Og dermed bliver Natásja og Pierres historier tydeliggjort som brikker i det store billede af krig og fred.

Tidligere har jeg læst nogle af Dostojevskijs romaner. Og kunne lide dem for deres sortsyn og kynisme, men også for deres tydelige medfølelse med hovedpersonerne. Også Tolstoj fremviser sine hovedpersoners dårskab side om side med deres forsonende træk, men han er ikke helt lige så barsk som Dostojevskij. Og derfor ender Dostojevskij alligevel med at falde bedre i min smag. Hvis man ellers overhovedet behøver sammenligne de der russere …

02. February 2017 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts