Lystlæser

Lystlæser. Smag lige på ordet.
Andre persontyper med “lyst”, jeg lige kunne komme i tanke om, er mindre charmerende: lystløgner, lystmorder …

En lystlæser læser af lyst, ikke af pligt.
Sådan én har jeg længe været. Der er selvfølgelig også pligtlæsning i mit liv. Men alt i alt læser jeg af lyst.

Jeg forbinder en masse positive egenskaber med at læse. Og har gjort det, så længe jeg kan huske. Selv midt i studiernes pligtlæsning.
I flæng kan jeg nævne, at jeg forbinder læsning med overskud, ro, horisontudvidelse, viden, refleksion, tid, privatsfære, oplevelse, faglighed, formidling, underholdning, skærpelse, perspektivering. Jeg kan sætte “min” foran alle disse ord. På den måde er læsning jo ret personligt.

Jeg ville gerne gøre lystlæsere ud af mine børn, men lige nu ser det ikke ud til, at de bliver det. Min intention var selvfølgelig at dele de ovennævnte positive ting med dem. Måske finder de dem andre steder, måske får de lyst til at finde det i bøgerne med tiden. Jeg håber det for dem.

04. April 2017 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

De der russere

Efter længe at have luret på Krig og fred af Lev Tolstoj tog jeg mig endelig sammen til at læse den. Det tog en krig, tøhø. Dog var min krig på ingen måde så lang som Napoleonskrigene, som er romanens udgangspunkt.

Bogen fik mig til at slå op, hvordan det nu i virkeligheden var med de Napoleonskrige. Og med Rusland i 1800-tallet. Og med den tilbedte, men vægelsindede russiske zar Aleksandr. Og med skiftende krigsalliancer. Og med den russiske adels privilegier og uduelighed. Og med Napoleons personlighed … Jeg tænker, at det er sådan, god (historisk) fiktion virker: Man får lyst til at vide mere.

Tolstoj kan noget med personer. Den forvirrede Pierre og den livlige Natásja. Åh, hvor vi ønsker dem det godt! Åh, hvor vil vi gerne følge deres fortællinger, så dramatiske, som de er. Men Tolstoj lader os ikke slippe så nemt. Lige så meget melodrama og persontegning, han har sans for, lige så meget ønsker han at docere af sin viden om krig, taktik, historie, filosofi, religion, russisk (og fransk) mentalitet og meget andet –  og ikke mindst ønsker han at perspektivere den for os. Det er derfor, bogen er så omfangsrig, og det er derfor, læsningen af Krig og fred bliver så omfattende. Pierres omskiftelige skæbne og forvildelser væves tæt sammen med zar-Ruslands ditto (og med det krigsramte Europa). Ligesom Natásjas naivitet, munterhed og tragiske kærlighed til Fyrst Andréj spejler et adeligt Rusland, som brat må vågne fra sin illusion om medfødt overlegenhed i mødet med krigen og døden. Generalernes taktik går under i den enkelte soldats retningsløshed. Mening, struktur og retning går under i mødet med krigens kaos. Deraf opstår en ny virkelighed. For landet såvel som hovedpersonerne.

Den ene, Pierre, søger så ivrigt efter sin mening. Under dramatiske omstændigheder lykkes det ham at arve sin rige greve-far, selv om han er født som uægte barn. Og som hovedrig arving narres han til at gifte sig med den helt forkerte. Med arven følger adgang til det adelige Skt. Petersborg (og Moskva), men han farer vild i overklassens forkvaklede værdier, sociale koder, intriganteri og manglende mening.

Den anden, Natásja, lever et sværmerisk og sorgløst (adeligt) liv, hvor intet for alvor har betydning. Hverken hun eller hendes familie ved for alvor, hvad de skal gøre med det praktiske liv, og penge bliver dermed et problem, fordi ingen i familien har sans for at forvalte den arvede formue på en ordentlig måde. Den truende fallit kan ikke helt ignoreres og får betydning for, hvem Natásja kan vælge som mand.

Tragedierne ligger lige for.

Det er Tolstoj magtpåliggende at perspektivere de forskellige historiefortolkninger af Napoleonskrigene og krig i det hele taget. Og derfor er hans afsluttende ord en form for essay om, hvordan magt ikke udgår fra ét sted alene. Hvordan en general eller en kejser ikke alene kan være ansvarlig for en krigs udfald, hvordan den enkelte soldats handling ikke alene kan afgøre et slag, og hvordan forskellige umiddelbart uafhængige hændelser i en uafklaret balance mellem det enkelte menneske, en kollektiv vilje og magthaveres beslutninger kommer til at føre til krig. Eller fred.

Og dermed bliver Natásja og Pierres historier tydeliggjort som brikker i det store billede af krig og fred.

Tidligere har jeg læst nogle af Dostojevskijs romaner. Og kunne lide dem for deres sortsyn og kynisme, men også for deres tydelige medfølelse med hovedpersonerne. Også Tolstoj fremviser sine hovedpersoners dårskab side om side med deres forsonende træk, men han er ikke helt lige så barsk som Dostojevskij. Og derfor ender Dostojevskij alligevel med at falde bedre i min smag. Hvis man ellers overhovedet behøver sammenligne de der russere …

02. February 2017 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Den bedste 2016-bog var …

2016 er snart slut. Og Krig og fred af Tolstoj, som jeg læser lige nu, giver mig med stor sandsynlighed læsestof året ud. Ikke at den overhovedet er svær at læse, som jeg ellers havde forventet, mens jeg gik rundt og lurede på den (i flere år faktisk). Den er nem nok at læse og helt udmærket, men den er bare lang. Og nu kommer julen med gæstebud og ritualer, så jeg har ikke så store forventninger til læsetid.

Nå, men 2016 har budt på flere gode bogoplevelser!

Nogle af dem foregik ude i virkeligheden.
Jeg hørte Murakami, da han gæstede Den Sorte Diamant i november og blev interviewet af oversætter Mette Holm. Egentlig er han et mystisk menneske, som svarer helt banalt på nogle spørgsmål, undlader at svare på andre, eller pludselig overrumpler med virkelig dybe svar på små spørgsmål. Men mest var jeg (igen) fascineret, da han læste en (for mig) ukendt novelle op på japansk parallelt med Holms oplæsning af samme på dansk. Der går det op for en, at han faktisk har skrevet noget helt andet på japansk end det, man læser på dansk. Desuden blev min respekt for Mette Holms arbejde fordoblet mange gange. Hun har en stor del af æren for min fascination af Murakami.

Andre foregik virtuelt.
I september lancerede @milroesen og hendes kolleger på Ringsted Bibliotek en bogleg på Instagram: #septemberbøger. De havde lavet en fin plakat, hvor der stod en slags udfordring for hver dag i september. Man skulle poste et billede af: En bog af din yndlingsforfatter, en grøn bog, en bog, der fik dig til at græde, en bog fra din barndom osv. Det fik mig til hver dag i september at stå og glo på min bogreol og komme i tanke om bøger, forfattere, læseoplevelser, hændelser i relation til bøger, folk, jeg havde fået en given bog af, og meget mere. Det var hyggeligt. Og det fyldte Instagram med billeder af bøger og historier om dem.

Og en anden blev igangsat virtuelt, men udført i virkeligheden.
Som da @karmacowboy igangsatte julelegen #julebogbytteri. Hun parrede simpelthen to mennesker, som ville lege med (og derfor havde sendt hende en mail om sin læsesmag), hvorefter man skulle sende sin nye bogmakker en bog i december. Gerne fra sin egen reol. Ingen forventninger om nye, dyre bøger. Og så kunne man jo gå i gang med at lure på vedkommendes profil, om man kunne få en ide til en god boggave. Hvor hyggeligt er det ikke lige at modtage en bog med posten, samt at gøre sig umage med at finde en god bog til et fremmed menneske?! My kind of fun.

Hvad angår læseoplevelser, så blev det til 89 i 2016. 90, hvis jeg når at blive færdig med Krig og fred i år. Du kan se hvilke i læselisten.

Der var (som sædvanlig) en del hurtiglæste krimier.
Som nævnt elsker jeg at kunne læse alle bind i en serie i kronologisk rækkefølge. Men Ian Rankin har faktisk skrevet 19-20 Rebus-krimier og et par relaterede Malcolm Fox-krimier. Det blev lidt meget. Jeg lå i whiskytåger i månedsvis sammen med Rebus.

Der var også kvalitet!
Årets bedste var nok Barnets tarv af Ian McEwan, Børnenes bog af A.S. Byatt og Goat Mountain af David Vann. Alle tre bibragte mig en del tankegods, men faktisk lå ingen af dem helt øverst oppe på skalaen. Rigtig gode, bevares, men ikke utroligt fremragende. Den førstnævnte har lidt for lille en historie til for alvor at blive, den anden er lidt for tydelig i sin intention, mens den sidste nok egentlig er for grusom til min smag. Men de har alle tre min anbefaling.

Man kan altid blive overrasket.
Årets overraskelser var Glasklokken af Sylvia Plath, Bonjour tristesse af Françoise Sagan og Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl. De to første har vel nok fortjent deres klassikerstatus, mens Grøndahl, som jeg ikke har læst længe, for en gangs skyld havde skrevet det kort og skarpt.

Når jeg kigger ned over læselisten, er jeg alligevel lidt overrasket over, at der ikke er flere rigtig gode. Min opfattelse var ellers, at der måtte være en del på listen, som kandiderede til årets bedste. Men når jeg så kigger igen, var de kun udmærkede. Der var sikkert mange, jeg ville tildele tre stjerner, hvis jeg var tvunget ind i et stjernesystem. (Som jeg nægter, hvorfor jeg ikke orker at opdatere i Goodreads.)

Nå, det var min opsummering af 2016 på bogfronten. God jul og godt nytår. Må 2017 blive et godt bog- og læseår! For dig, for mig og sådan i al almindelighed.

 

22. December 2016 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts