At bogbunke, vb., -r, -de, -t.

At bogbunke, vb., -r, -de, -t.
En aktivitet hyppigt set i forbindelse med mentale ferieforberedelser hos læseheste. En afledt form er substantivet “bogbunker, sb., -en, -e, -ne”, dvs. den person, der bogbunker.

Aktiviteten begynder egentlig op til flere måneder før den pågældende ferie, når læsning af en bog udskydes med et “Den ville være god at læse i min ferie”. Dette kan gentages. Mange gange.

Når ferien nærmer sig, overgår bogbunkeriet til næste fase, indkredsningsfasen. I begyndelsen er formen på bunken uskarp. Mange bøger ville være velegnede til den specifikke bogbunke til denne specifikke ferie. Måske kan man ikke præcist huske, hvilke man mentalt har gemt til denne ferie. Måske er en attraktiv nyhed dukket op og overhaler andre valgte indenom. Størrelsen på bunken er i denne fase stadig ikke fast. De valgte bøgers medie er heller ikke fastlagt: Har man den på reolen? Skal den skaffes på biblioteket? Købes i papirform? Kan den streames? Skal den købes som e-bog? Hos nogle er lydbog også en mulighed. Denne fase er fornøjelig. Mulighederne er åbne.

I denne fase er det også en mulighed at dele og tale om bogbunkeriet med andre bogbunkere. “Nåh, hvad har du i din feriebunke?” “Har du gemt nogle gode bøger til ferien?” “Hvad skal du læse i ferien?” Det kan afføde yderligere potentiale og mulige kandidater til bogbunken.

Ferieplanerne betyder også noget for bogbunkeriet. Er ferien pakket med aktiviteter og mennesker, eller er den rolig og oplagt til læsning? Er det et varmt eller koldt sted? Giver det mening at læse fiktion eller faktabøger med relation til feriedestinationen? (Skulle man lige købe en guidebog mere til stedet?)

Så begynder anskaffelsesfasen. Bogbunkeren begynder at skaffe bøgerne. Lede, bestille, downloade, reservere, købe … I denne fase møder bogbunkeriet virkeligheden: Nogle af de valgte kan være svære at skaffe. Andre har for lang kø på biblioteket, og skal man så købe, eller hvor vigtig er den? Skal man hellere tage en næsten lige så kvalificeret bogbunkekandidat fra reolen? Her begynder den reelle bogbunke at tage form. Mulighederne er stadig åbne, men irritation i denne fase er en mulighed, hvis den tænkte bogbunke er svær at realisere.

Den næste fase er realitetsfasen. Bogbunkeren opdager, at der er udvalgt og skaffet alt for mange bøger til at tage med på ferie. Især hvis den valgte form er fysisk og ikke digital. Altså må man vælge. Denne fase kan afføde frustration vekslende med manglende realitetssans og vægelsind: “Argh, jeg har jo ikke plads til alle de bøger.” og “Aj, jeg når jo aldrig at få alle de bøger læst.” og “Arh, jeg må hellere tage to ekstra med, hvis nu jeg løber tør.” eller “Åh, skal jeg hellere tage dem her med i stedet?”

Men på en eller anden måde samler bogbunken sig. Hver gang. Bogbunkeren ender med at beslutte sig for en forholdsvis endelig form på bogbunken. Der pakkes.

Og ferien kan begynde!

P.S. Hvis man som denne bogbunker lader det konkrete bogvalg styres af lyst, ender ferielæsningen alligevel aldrig helt med afspejle bogbunken. Man fik læst noget fra bogbunken, men aldrig alt, man fik læst noget andet, man fik købt en bog undervejs på ferien, som blev læst i stedet … Men det tager intet af fornøjelsen ved bogbunkeriaktiviteten.

11. July 2019 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Imødekommende, modstandsdygtig litteratur

For nogen tid siden skrev Søren Ulrik Thomsen et essay i Weekendavisen om motivation og læsning. En af hans pointer er: “Vil man virkelig have noget ud af sin læsning, er man nødt til at kombinere lyst og pligt, for læsning er nemlig ikke altid ren tilbagelænet nydelse, men kan i lange stræk også være både ubehagelig og slidsom.”

Som ung holdt Søren Ulrik Thomsen på et tidspunkt op med at læse, fordi han var helt overvældet af pligtlæsning, mens han var litteraturstuderende. Efter denne læsekrise begyndte han dog igen at læse, men nu var der tale om læsning som pjæk fra pensum. Det blev dog en problematisk form, fordi ren lystbaseret læsning fik ham til at lægge bogen fra sig efter kun 20 sider, når det ikke “lige var ham”. Ud af denne nye læsekrise opstod så et nyt system: At begynde på en bog af lyst og længsel efter identifikation, men at læse bogen færdig af princip. Såkaldt disciplineret pjæk.

Det viser sig således, at jeg i lange stræk af mit liv som læser helt ubevidst har brugt samme princip. At vælge bøger efter lyst, men læse dem færdig af princip. Søren Ulrik Thomsen tilføjer, at “Den optimale nydelse ved læsningen får man efter min erfaring, hvis teksten strømmer læseren i møde og samtidig rummer en modstand.”

Nogle gange bliver modstanden dog så stor, at det med færdiglæsningen ikke lykkes. For jeg ved præcist, hvad han mener, når han skriver om modstand. Det generer mig selvfølgelig til stadighed, at der står bøger på reolen, som jeg aldrig fik læst færdig, ofte fordi modstanden var for stor.

Lidt for mange bøger på min læseliste yder derimod nul modstand. Og jeg vidste det godt, da jeg gav mig til at læse dem. De giver lige så meget næring til læselivet, som slik giver til kroppen. I bedste fald underholdende og let spild af tid, i værste fald kvalmende og en tilvænning af, at der ingen modstand skal være. På den anden side er læsning af bøger uden modstand bedre end ingen læsning. Så i perioder uden overskud må det være sådan.

Til gengæld er jeg begyndt at stille krav om, at der skal være modstand nogle gange. Så mine nyligt formulerede krav til min læsning er:

  • Jeg skal læse noget mere på engelsk. Dovenlæseren her læser mange gange hurtigere på dansk, men det bliver jeg jo ikke bedre til engelsk af!
  • Jeg skal læse klassikere, fordi jeg kan. Der står en masse klassikere på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Dem skal jeg huske, når jeg vælger bøger. Måske blev de klassikere af en god grund?!

Strammere er kravene faktisk ikke. Men de har allerede givet mig nogle gode læseoplevelser!

13. May 2019 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Læseåret 2018

Nyt år er også et nyt læseår! Og nytår er en anledning til at kigge på det forgangne.

2018 var et bogrigt år for mit vedkommende. Faktisk det år, hvor jeg har læst flest bøger, siden jeg begyndte at registrere det her på bloggen: 118 læste bøger i løbet af 2018.

Og jeg kan skyde skylden på min ryg. Et par diskusprolapser tvang mig til at ligge ned, så snart jeg havde fri. Og selv om jeg efterhånden har styr på alle lysindfald i mit soveværelse, benyttede jeg også lejligheden til at læse, når jeg alligevel lå der (og fik manden til at støvsuge og handle og den slags rygkrævende ting).

Når jeg lader øjet løbe ned over læselisten, er grunden til antallet af læste bøger også serier. Jeg har tidligere skrevet om, at min indre tysker fik mig til at læse hele Jack Reacher-serien af Lee Child, selv om den ikke var virkelig god. Det er de nogleogtyve af bøgerne. Hurtigt læste, hurtigt glemte. På den måde bliver tallet jo ret højt, hurtigt. Det var også i år, jeg fik læst alle Varg Veum-krimierne af Gunnar Staalesen. (Han har faktisk skrevet pænt mange!) Helt udmærket noir. Jeg konkluderer igen, at det der med at læse alle bindene ca. i træk, som jeg gjorde, måske egentlig ikke er så anbefalelsesværdigt …

Jeg brugte noget af sommeren på at læse Hogarth-serien af Shakespeare-fornyelser, som du kan læse mine betragtninger om her, men jeg synes ikke, de nye versioner var så vanvittigt vellykkede, nogen af dem. Desværre. Men det fik mig til at læse nogle af Shakespeares stykker; nogle af dem var genlæsninger efter mange år, andre havde jeg aldrig læst før. Det mindede mig heldigvis om, hvorfor man bliver ved at vende tilbage til ham. I øvrigt viste det sig, at nogle af historierne set med nutidige øjne er helt frygtelige: racistiske, sexistiske og andre hyggeligheder …

Blandt de bøger, der ikke helt levede op til forventningerne, var også Arundhati Roys Ministeriet for den ypperste lykke. Jeg blev aldrig for alvor grebet. Men hvis du ikke fik læst hendes første (De små tings gud), er den til gengæld meget anbefalelsesværdig.

Noget af året beherskede jeg mig og læste ikke den nye Murakami: Mordet på kommandanten, bd. 1, som udkom i maj. Fordi bind 2 først udkom i november. Jeg havde bestemt, at jeg pænt måtte vente på andet bind, så jeg kunne få lov at læse dem i træk. Det var en god ide. Jeg var meget fornøjet over bare at kunne læse videre. Men det er ikke en af Murakamis stærkeste, er min dom.

Jeg vil fremhæve nogle af de udmærkede læseoplevelser, fx den grumme Min kæreste elskling af Gabriel Tallent (som alle faldt i svime over, men min svime var altså ikke helt så stor) og Elena Ferrantes medrivende Napoli-serie. Og så kunne jeg spejle mig lidt for godt i sure Vibse i Katrine Marie Guldagers lynhurtigt læste Bjørnen.

Men årets bedste og mest mindeværdige læseoplevelse var Lincoln i bardo af George Saunders. Jeg blev overrumplende rørt af den. Den foregår den nat, Abraham Lincolns søn dør og strander mellem liv og død. Den er sær, lidt svær, flerstemmig og rørende og handler om sorg, død og fornægtelse, men også om kærlighed, relationer, liv og håb. Lincolns sorg og de andre figurers erkendelse og fornægtelse af død var virkelig rørende.

Så selv om, der var mange titler i 2018, var der flest “på det jævne”-titler. I og for sig var 2018 heller ikke et højdespringende år på særligt mange parametre i min tilværelse, så det passer nok meget godt sammen … 2019 må gerne stramme sig lidt an. Også på bogfronten.

Så lad de rigtig gode bøger komme til mig i 2019. Godt nytår!

31. December 2018 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts