Læseåret 2020

Aldrig har jeg været så meget hjemme som i 2020. Og det kan ses på læselisten. 125 bøger læst i 2020. Kun overgået af 2019 i senere tid. Jeg kunne nå at læse pænt mange De 5- og Jules Verne-bøger på en skolesommerferie, så vi skal tilbage til 80’erne for at overgå det her antal bøger …

Årets højdespringere er stadig Rachel Cusks trilogi, Omrids, Transit og Kudos. Jeg skrev her, at de forekommer legende let skrevne (og letlæste), men at det efter læsning går op for en, at det skrevne stikker dybt.

Lidt mindre velskrevne kan man vel godt kalde Leif GW Perssons Palme-trilogi, Mellem sommerens længsel og vinterens kuldeEn anden tid, et andet liv og Falder frit som i en drøm, uden at fornærme nogen. Det mærkelige ved den trilogi var, at jeg var supertræt af at læse den, mens jeg læste de to første i serien. Bøgerne er på nær nogle få undtagelser befolket af usympatiske, frygtelige faktisk, korrupte og ækle personer, som ikke har styr på det, de skal, og gør det forkerte. Alligevel beskæftigede bøgerne mine tanker i ugevis. De handler om Palmemordet. Og omstændighederne før og efter. Jeg vidste ikke meget faktuelt om det før læsning. Og det er fiktionaliseret, så jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg med sikkerhed ved bagefter. Men alligevel ved man, at der skal en god del hovmod, uduelighed og korruption til for at f*cke en sag så grundigt op som Palmemordet. Dét udstiller bøgerne!

Den vildeste bog i 2020 var HHV, FRSHWN af Hanne Højgaard Viemose. Jeg lyttede til den som lydbog på mine daglige gåture, som coronahjemsendelsen muliggjorde. Den er strittende, morsom, frygtelig, god, ukuelig, rodet – og en af kun to lydbøger, som det er lykkedes mig at lytte fra ende til anden. Oplæseren er også god. Og hun er på overarbejde, for bogen er på flere sprog, indeholder sange, der skal synges, digte, der skal læses rigtigt og meget mere. Den lyder måske lidt sær ud fra denne beskrivelse, men den er værd at læse eller lytte til.

Jeg var et smut i det gamle Rom med Lindsay Davis og David Wishart. De har begge skrevet noiragtige krimier placeret på lidt forskellige tidspunkter i romertiden. Den sidstnævnte er lidt tættere på historiske hændelser end den førstnævnte og faldt mere i min smag. Man skal synes om beskrivelser af romersk levned, samfund og (historiske) intriger for at sætte pris på de her krimier. Det gør jeg.

Også Sherlock Holmes blev genbesøgt i 2020, eller rettere Holmes-pasticher. Man kan roligt kaste sig over Laurie R. Kings serie om Mary Russel, der som ung kommer i lære hos den midaldrende Sherlock Holmes. Hun har vid og bid nok til at udfordre ham. Og start-1900-tals feminisme er da også en pointe i serien. En nyere serie i samme boldgade er Annelie Wendebergs. Hun har opfundet lægen Anna Kronberg, der i slutningen af 1800-tallet må forklæde sig som mand for at praktisere i London. Et mystisk dødsfald er anledning til, at hun møder Holmes, og også startskuddet til en historie, der breder sig over tre bind og involverer Moriarty.

Med bøgerne har jeg i 2020 udover i USA, Grækenland, Sverige, det gamle Rom og Holmes’ England været i Australien, Canada, Japan, på Shetlandsøerne, i Italien, på landet i Norge (Fuglene af Tarjei Vesaas er ikke blevet en klassiker for ingenting, men den er så sørgelig!) og i diverse fiktive lande eller verdener. Når virkeligheden ikke tillader en at rejse, kan bøgerne heldigvis træde hjælpende til.

Godt nytår!

02. January 2021 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

En strøm af menneskelighed

For nylig fik jeg anbefalet Rachel Cusks trilogi: Omrids, Transit og Kudos, som de hedder på dansk, af min veninde, hvis anbefalinger jeg gennem mange år har vænnet mig til at adlyde. Og jeg vil hermed gerne videreanbefale bøgerne. De er faktisk letlæste og ikke så lange, de tre bøger. Men de gør noget, som jeg ikke mindes at have læst før.

Cusks fortæller, Faye, indgår i samtaler med folk, og disse samtaler tegner, ja, omrids af personer og verdensbilleder. En lang kæde med løkker af perspektiver, der reflekteres elegant af Faye, hvis egen fortælling aldrig fremstår virkelig vigtig eller tydelig, men kun fremstilles som anledning til at komme i samtale med de mennesker, hun møder.

Min veninde sagde, at Cusks metode andetsteds var blevet beskrevet som stream of conversation. En meget rammende beskrivelse, synes jeg.

Denne stream of conversation er ikke ustyret, dog, for de forskellige konversationspartnere cirkler om et vist udvalg af emner: relationer mellem børn og forældre, familiemedlemmer generelt og i ægteskaber, egen (u)formåen, kunst og kunstens betydning, forfattergerningen, hvad der binder en til verden, hvad der slår en ud af kurs, og især hvilke ting og fænomener mennesker tillægger betydning.

Faye er forfatter og underviser på skrivehold, og i den første bog, Omrids, beder hun sine holddeltagere om at præsentere sig selv ved at fortælle om noget, de har bemærket på vej til undervisningen. Holddeltagerne fortæller på skift om alt fra en, der så en hund, over en, der havde en samtale med sin far, der kørte ham til undervisning, og til en, der har hørt et stykke musik ud af et vindue. Personernes skiftende små anekdotiske fortællinger, som kommenteres af de andre, væves elegant ud og ind mellem hinanden og tegner tilsammen en strøm af forskellige verdensbilleder, personlige særheder og præferencer og menneskelighed generelt.

Og det er denne strøm af menneskelighed, af små dele, der repræsenterer et hele (pars pro toto), der behager mig ved disse bøger.

Det forekommer legende let skrevet og er så nemt at læse, men det må være så hulens svært. Og når man har læst en af disse tilsyneladende lette små fortællinger, går det først efter et stykke tid op for en, hvor eksistentiel eller traumatisk eller dyb eller sigende eller almen eller morsom eller samfundskritisk den også er.

20. March 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | Leave a comment

Læseåret 2019

129 læste bøger blev det til i 2019. Jeg tror, det er min rekord. Men faktisk kan man afkode af titlerne på læselisten, at det i højere grad handler om mentalt underskud end om mentalt overskud. For der er utroligt mange krimier på listen, og det vidner om, at jeg forfaldt til kædelæsning af serier frem for bevidst valg af god litteratur.

Således læste jeg fx 18 Agatha Christie-krimier i september. De er ret hurtigt læst. Helt udmærket krimihåndværk. Jeg havde faktisk aldrig læst Christie før, og nu har jeg så helt styr på Hercule Poirot og mysteriekrimigenrens oprindelse. Hyggelige, let læste og lige det, der skulle til i den måned, jeg startede på nyt arbejde og var konstant træt i hovedet af nye informationer. Nogle af krimierne var klart mere mindeværdige end andre.

I løbet af året har jeg også arbejdet mig igennem Michael Connellys Harry Bosch-serie. Bortset fra den nyeste. Solide krimier, reading-for-the-plot-venlige.

Men når regnskabet gøres op, er det jo aldrig de letlæste, der vejer tungest i hukommelsen og verdensudvidelsen. I april nåede jeg kun at læse tre bøger, fordi det tog mig to-tre uger at læse Milkman af Anna Burns. Den var svær og krævende at læse, fordi dens rytme og verdensbillede var helt særlige, og fordi man kun kunne rumme lidt ad gangen. Til gengæld har jeg ikke læst noget lignende før! Den var virkelig noget. Jeg udnævner den hermed til årets bedste læseoplevelse. Selv om jeg i Ringsted Bibliotekers læseleg “Septemberbøger” her ellers kom frem til, at det var Dubliners af James Joyce. Jeg har ombestemt mig, fordi jeg stadig tænker på Milkman med jævne mellemrum for både dens sproglige greb, emne, figurer og måder at beskrive personer, omstændigheder, lokalsamfund, krig og meget andet. Det skal dog ikke forhindre dig i at læse Dubliners! Den er altså også virkelig god og fremragende skrevet! Så: To irere, en gammel og en ny, i toppen af 2019!

I 2019 fik jeg læst en ny (gammel) Kong Arthur-fortolkning. Anbefalet af en tweep, der er lige så begejstret for myten som mig. Mary Stewarts Arthur-trilogi fra 70’erne (+ ekstra bind i 83 og 95) undgik formodentlig min opmærksomhed, da jeg som teen forlæste mig på myten, fordi kun den første af hendes bøger er oversat til dansk, sent endda, og jeg dengang ikke kom på at læse dem på engelsk. De er fine.

I 2019 læste jeg Marie Brennans serie på fem bøger om Lady Trents memoirer om livet som drageforsker. Jeg læste den, fordi Anne Knudsen i Weekendavisen anmeldte den med ordene: “Vidunderlige, vidunderlige pasticher på victorianske opdagelsesrejser og en virkelig original, helt langt ude fiktiv verden.” Og hvem kan stå for det? Jeg kunne ikke! De var virkelig originale og charmerende.

I 2019 læste jeg også noget skrammel. Jeg plejer at være imponeret og forstemt over Ian McEwans bøger, men Amsterdam var altså virkelig irriterende, dårlig ligefrem. Og jeg fik aldrig læst Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal færdig, fordi jeg synes, den var så klistret og irriterende. Ligeledes skulle jeg bare havde ladet være at læse Arne Dahls nye trilogi (Indland m.v.). De var altså ikke ret gode, og det var virkelig ærgerligt, når nu hans A-gruppen-krimier var så solide.

Jeg havde ambitioner om at læse mere på engelsk og flere klassikere i 2019. Faktisk har jeg læst flere engelske bøger end normalt. Jeg tager stadig større tilløb til dem end til de danske, men jeg øger stille og roligt læsehastigheden, så ambitionen holder jeg lige fast i. Min klassikerambition gik det til gengæld ikke så godt med. Fx fik jeg kun læst bind 1 af Brødrene Karamazov, selv om jeg har gået rundt og skulet til den i årevis. Den var noget docerende i det. Nå, bind 2 bliver nok læst på et tidspunkt. Faktisk kan jeg ellers godt lide de gamle russere, så Amor Towles’ En gentleman i Moskva lå lige til højrebenet, for den mimer dem på en eller anden måde. Towles’ bog er charmerende, men måske også lige lidt for smooth og uden det russiske tungsind, som jeg sætter pris på hos Dostojevski. Ah, læs den bare.

I 2020 kan du i øvrigt også roligt bruge tid på at læse Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata og Ar af Auður Ava Ólafsdóttir, hvis du ikke allerede har læst dem.

Min sidste anbefaling afledt af læseåret 2019 er Palimpsest af Lisa Wool-Rim Sjöblom, som er en tegnet fortælling om Sjöbloms søgen efter sine rødder. Hun er adopteret fra Sydkorea til Sverige i 1970’erne. Rørende, chokerende, politisk, personlig, vedkommende! Også for ikke-adopterede. Har du nogensinde set det ækle følelspornoprogram Sporløs på DR1 (med dets håbløse og kritisable præmisser og dagsordener), vil du se programmet med helt andre øjne efter at have læst denne bog. (Eller boykotte det som undertegnede har gjort.)

02. January 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

← Older posts