Nå, jeg valgte at drage (høhø) på rejse med A Dance with Dragons. Så i øjeblikket er udøde og hamskifte, grønseere og drager de mest naturlige ting i verden. Må dog indrømme, at jeg efterhånden ikke er helt så grebet mere.

Der er irritationsmomenter, som bliver lidt større, efterhånden som man kommer flere tusind sider ind i fortællingen. Nogle af dem sproglige. Andre af dem handlingsmæssige. Faktisk tænker jeg, at en redaktør med et fast greb i nakken på forfattteren med fordel kunne have smidt nogle af fortællerne ud – uden det ville have generet mig. Jeg ved godt, at nogle af sideeffekterne så ville have været tabt. Men meget godt forfatterskab handler jo om at dræbe sine kære. Og det er jo ikke det, George R.R. Martin ellers tøver med i andre henseender.

Jeg kan mærke, at nogle af sidehistorierne – som sikkert får betydning senere – er ved at blive decideret kedelige. Og at min læsning bliver sjusket. Og at det går hen og bliver ligemeget så.

Ja ja, jeg er kun 9% inde bogen (Kindle-lingo), og jeg læser den jo nok til ende, og der sker jo sikkert noget helt vildt spændende også, som jeg ikke vil gå glip af.

Plothungrende som altid.

Endelig har jeg fået vredet Kindlen ud af gemalens greb. Og nu kommer vi til et af de større luksusproblemer, for der på læsedimsen har jeg nu valget mellem Profeterne i Evighedsfjorden, Du forsvinder og A Dance with Dragons. Som jeg mægtig gerne vil læse alle tre.

Altså de appellerer jo til ret forskellige sider af min læselyst.

Leine: De foregående, han har skrevet, var virkelig læsværdige. Især sad Kalak og  Tunu meget længe fast i kroppen og tankerne hos mig.

Jungersen: Er vi styret af neurologi eller fri vilje? Og hvor sidder vores personlighed? Jeg forventer helt moderne – gyseragtige – refleksioner over tilværelsen og eksistensen.

Martin: Grådiglæseren her vil jo bare forsluge sig i plot, og det leverer denne forfatter. Med fortælleperspektiver formår han at holde læseren tilpas meget på pinebænken til, at man liiiige vil læse lidt mere. Og her ca. 4500 sider inde i historien kan jeg jo dårligt undvære næste bind.

I ventetiden har jeg cirklet rundt om min bogreol, men det var åbenbart disse tre, jeg havde højst på den usynlige prioriteringsliste. For meget få af de andre fandt nåde for mit blik. Og de ligger der jo stadig …

Der er noget fedt slang i Don Winslows De smukke vilde (am. Savages). Og det er helt med overlæg, kan man forstå, når der pludselig er en etymologisk forklaring midt i det hele.

“Flashback.
Chon triller ud ad Interstate 5 i sin klassiske, sorte 1966 Mustang.
Med retning mod Fun Dog.
Etymologi:
San Diego
Sun Diego
Sun Dog
Fun Dog”

Og derefter giver de navne, tingene har, meget mere mening. Faktisk. Som man måske kan ane, er hovedpersonerne nogle værre syrehoveder – og handlingen er ret syret. Og rå. Og fængende.

Jeg kan godt lide bogen. Men jeg tror, den gør sig lidt bedre på originalsproget. På grund af de sproglige finesser. Alene den danske titels “smukke”. Det er lidt misforstået, synes jeg. Det er ikke ret smukt. Men vilde, det er de!