Ny vin på gamle flasker. Eller er det omvendt?

Inden for film, teater og musik er det et hyppigt forekommende fænomen, at kunstnere fortolker andres værker. At de genindspiller, versionerer eller nyfortolker dem. At der findes flere opførsler eller versioner af et værk.

Dette fænomen er også kendt i litteraturen, men film, teater og musik har den fordel, at den nye version forholder sig til originalens ord eller noder, mens det er selve opførslen, der er fornyelsen. Mens en bog, der fornyer en anden bog, nødvendigvis må bestå af nogle andre, nye ord.

Et værk kan være en parafrase over et andet værk, dvs. en fri bearbejdning. Det kan være en replik, dvs. forholde sig til et andet værk ved at modsige pointen, videreføre en figur eller lignende. Det kan være en fortsættelse af et andet værk. Eller der kan være tale om andre former for intertekstualitet, hvor der er henvisninger til, citater fra, genbrug af en figur eller andre referencer til en anden forfatters værk. Men det er faktisk ikke så tit, at der ligefrem skrives en coverversion af et litterært værk.

I musikverdenen sker det, at et forholdsvist ukendt stykke musik kommer til hæder og ære af en coverversion. At det ligefrem er coverversionen, der bliver mest (aner)kendt. Mens jeg i bogverdenen har på fornemmelsen, at et litterært værk skal have opnået en vis status, enten i fx overlevelsesdygtighed eller salgbarhed, for overhovedet at gøre sig fortjent som referencepunkt for et nyt værk. I hvert fald så vidt jeg ved. Og jeg kender ikke umiddelbart til nogen litterære coverversioner, der er blevet mere anprist end originalen.

Men hvad taler jeg om?

Jo, fx skrev Hjalmar Söderberg i starten af 1900-tallet den anbefalelsesværdige og efterhånden velfortjent klassikerophøjede Doktor Glas. Ca. 100 år senere skrev Kerstin Ekman Mordets praksis, som går i direkte dialog med Söderbergs værk. Det er en slags fortsættelse, som giver et nyt blik på den titelbærende doktors motiver. En meget værdig fortsættelse, i øvrigt.

Et andet (svensk) eksempel er den virkelig omdiskuterede Millennium-serie af den afdøde forfatter Stieg Larsson. En krimitrilogi, der solgte tusinder og tusinder af eksemplarer. Desværre nåede han at dø før udgivelsen og populariteten. Arvestriden om rettighederne til bøgerne og figurerne derfra gav international genlyd. Det endte med, at forfatteren David Lagerkrantz fik stafetten og indtil videre har skrevet to nye bind i serien, hvor figurerne fortsættes … omend de nye bind hverken har nået niveauet for de oprindelige i salgstal eller nerve (efter min mening).

Karen Blixen skrev i samlingen Skæbne-Anekdoter en fortælling ved navn Storme, som både i titel og indhold forholder sig til Shakespeares stykke The Tempest. I Blixens fortælling er The Tempest en ramme, et modstykke og også et fortælleelement i hendes fortælling. Og som altid hos Blixen er fortællelagene og kompleksiteten et vilkår, uden at det gør fortællingen mindre skæbnetung og vedkommende. Men fortællingen kunne aldrig være kommet i stand eller fungere uden Shakespeares stykke.

Faktisk er Shakespeare måske en af de forfattere eller dramatikere, hvis værker oftest er blevet genstand for nyfortolkninger eller brugt som referenceværker. Og interessant nok af både filmskabere, forfattere, teaterinstruktører og musikere. Senest har forlaget Hogarth igangsat serien Hogarth Shakespeare (på dansk: Shakespeare i et nyt årtusind), hvor de har bedt en række ret kendte forfattere genopfinde Shakespeares historier i romanform. Jeg har endnu ikke læst alle gendigtningerne … coverversionerne(!), men indtil videre kan jeg bedst lide Margaret Atwoods gendigtning af The Tempest og Edward St Aubyns nye version af King Lear. Jeg afventer, at Jo Nesbøs udgave af Macbeth bliver oversat til dansk … og at Gillian Flynn får skrevet sin udgave af Hamlet. Men det er min overbevisning, at ingen af coverversionerne kommer til at overhale originalerne indenom.

Åh, og mens jeg skrev om Shakespeare, kom jeg alligevel i tanke om en litterær coverversion, der måske er lige så kendt eller solgt som sit udgangspunkt. Faktisk er det nok en tilsnigelse at kalde det en coverversion, men Fifty Shades of Grey-serien af E.L. James blev skrevet som fanfiktion med udgangspunkt i Twilight-serien af Stephenie Meyer – som en slags fortsættelse. Først senere blev den skrevet om med selvstændige navne … og sikkert også ændret på andre punkter. Jeg ved ikke, om det er lykkedes Fifty Shades-serien at sælge mere end Twilight, men den blev i hvert fald nærmest lige så omtalt. Men: Vist nok mest for bøgernes manglende kvaliteter … og deres sexscener.

Kan du komme i tanke om et litterært eksempel, hvor coverversionen er mest kendt?

11. August 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Uhusket, men ikke glemt

“Er den her bog god?”, bliver jeg ofte spurgt. Og hvis jeg har læst den, kan jeg med stor skråsikkerhed svare ja eller nej.

Jeg har læst mange bøger, så længe jeg kan huske. Det betyder, at flere tusind bøgers indhold er tilflydt mit hoved gennem tiden. Og jeg kan med sikkerhed se en titel og et forfatternavn og konstatere “den har jeg læst” eller “den har jeg ikke læst”. Min hjerne husker titler og forfatternavne, af og til forsider, men aldrig farven på bogryggen (jf. nogle menneskers bogreolprincipper). Og så husker den, om jeg syntes godt, virkelig godt eller dårligt om en given bog.

Men med årene kan jeg huske detaljer og indhold i færre og færre af dem. Mærkværdigvis kan jeg med sikkerhed sige, om det var en god læseoplevelse og bog, men kun have en overordnet fornemmelse af, hvad den egentlig handler om. Om de uhuskede bøger kan jeg nogle gange kun genkalde mig pointen, andre gange noget om hovedpersonen eller fortælleren, sjældne gange en formulering, og af og til kan jeg ikke huske andet end, om læseoplevelsen var god eller dårlig.

Med sådan en hjerne er der selvfølgelig stort potentiale for genlæsninger. Men jeg er sådan en, der yderst sjældent genlæser, fordi der konstant er så mange ulæste bøger derude. De få gange, jeg har genlæst en af de uhuskede, viser det sig, at jeg trods alt ikke helt har glemt den. Jeg kan genkende, mens jeg genlæser. Måske kan jeg fra starten ikke huske, hvad pointen var, men det kommer jeg alligevel i tanke om før endt læsning. Så på en eller anden måde har mit hoved lagret bogen. Jeg kan bare ikke fremfinde det bevidst, men kun genfinde det eller genopleve det ved genlæsning.

Jeg ved ikke, hvor mange bøger et hoved egentlig kan opbevare. Det er sikkert lige så individuelt som læsehastigheder og smag. Men mit hoved har i hvert fald opfundet et lagerprincip, som jeg gerne vil udfordre hensigtsmæssigheden i. Det er da simpelthen irriterende, at jeg kan huske, om en bog er god eller ej – uden at kunne huske, hvad den handler om. Jeg overvejer, om man kan udskifte eller optimere sit lagerstyringssystem.

 

10. July 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | 2 comments

Min indre tysker*

DSB har en fordelsklub: DSB Plus, hvor man kan få rabat på kaffe i 7-eleven’erne og den slags. Desuden tilbyder de hver måned, at man kan downloade en gratis e- eller lydbog. Der er tre at vælge imellem. Jeg henter en hver måned, selvfølgelig. Bogsamlere lader ikke den slags gå upåagtet hen. Også selv om valget sjældent står mellem bøger, som jeg alligevel ville have købt.

Således hentede jeg sidste år en Jack Reacher-action-thriller-krimi-bog af Lee Child. Da jeg lige undersøgte det, viste den sig at være udgivet i Danmark som nummer ni i serien. Jeg brokkede mig lidt på Facebook over, at jeg jo så blev nødt til at læse de otte første først. Og så var det, Tyge introducerede begrebet: Min indre tysker.

Han mente, jeg burde undertrykke min indre tysker i dette tilfælde. Underforstået: Seriens bøger har ikke indbyrdes afhængige handlingstråde, så man kan sagtens læse dem i vilkårlig rækkefølge.

Men min indre tysker er en dominerende type. Hun får mig til at læse i rækkefølge. Hun protesterer voldsomt, hvis jeg af og til ikke vil læse en bog færdig. Hun får mig til at vente i månedsvis på næste bind i en serie. Hun får mig til ikke at låne en interessant tegneserie på biblioteket, hvis jeg ikke kan læse den i den rigtige kronologiske rækkefølge. Og hun får mig selvfølgelig til at undersøge ordentligt, om det vigtige er den kronologiske udgivelsesrækkefølge, eller om der er en handlingsrækkefølge, som er angivet som den rigtige rækkefølge af forfatter eller forlag.

Så jeg tjekkede lige, hvordan det nu var med den Jack Reacher-serie. Og det viste sig til min overraskelse, at den, der er angivet som nummer ni på dansk, var nummer fjorten på engelsk, og at serien i øvrigt var nået til 22 bind … mens man utålmodigt venter på bind 23 senere i 2018. Den autoritative liste må være Lee Childs egen.

Min indre tysker er således skyld i, at jeg nu har læst 22 Jack Reacher-bøger. På engelsk hhv. dansk, alt efter om de var oversat. De er ret hurtigt læst. De er ikke rigtig gode. Faktisk. Min indre tysker er lidt idiotisk af og til.

 

 

*Enhver eventuel krænkelse af en nationalfølelse er utilsigtet fra skribenten af dette indlæg.

06. July 2018 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts