Læseåret 2019

129 læste bøger blev det til i 2019. Jeg tror, det er min rekord. Men faktisk kan man afkode af titlerne på læselisten, at det i højere grad handler om mentalt underskud end om mentalt overskud. For der er utroligt mange krimier på listen, og det vidner om, at jeg forfaldt til kædelæsning af serier frem for bevidst valg af god litteratur.

Således læste jeg fx 18 Agatha Christie-krimier i september. De er ret hurtigt læst. Helt udmærket krimihåndværk. Jeg havde faktisk aldrig læst Christie før, og nu har jeg så helt styr på Hercule Poirot og mysteriekrimigenrens oprindelse. Hyggelige, let læste og lige det, der skulle til i den måned, jeg startede på nyt arbejde og var konstant træt i hovedet af nye informationer. Nogle af krimierne var klart mere mindeværdige end andre.

I løbet af året har jeg også arbejdet mig igennem Michael Connellys Harry Bosch-serie. Bortset fra den nyeste. Solide krimier, reading-for-the-plot-venlige.

Men når regnskabet gøres op, er det jo aldrig de letlæste, der vejer tungest i hukommelsen og verdensudvidelsen. I april nåede jeg kun at læse tre bøger, fordi det tog mig to-tre uger at læse Milkman af Anna Burns. Den var svær og krævende at læse, fordi dens rytme og verdensbillede var helt særlige, og fordi man kun kunne rumme lidt ad gangen. Til gengæld har jeg ikke læst noget lignende før! Den var virkelig noget. Jeg udnævner den hermed til årets bedste læseoplevelse. Selv om jeg i Ringsted Bibliotekers læseleg “Septemberbøger” her ellers kom frem til, at det var Dubliners af James Joyce. Jeg har ombestemt mig, fordi jeg stadig tænker på Milkman med jævne mellemrum for både dens sproglige greb, emne, figurer og måder at beskrive personer, omstændigheder, lokalsamfund, krig og meget andet. Det skal dog ikke forhindre dig i at læse Dubliners! Den er altså også virkelig god og fremragende skrevet! Så: To irere, en gammel og en ny, i toppen af 2019!

I 2019 fik jeg læst en ny (gammel) Kong Arthur-fortolkning. Anbefalet af en tweep, der er lige så begejstret for myten som mig. Mary Stewarts Arthur-trilogi fra 70’erne (+ ekstra bind i 83 og 95) undgik formodentlig min opmærksomhed, da jeg som teen forlæste mig på myten, fordi kun den første af hendes bøger er oversat til dansk, sent endda, og jeg dengang ikke kom på at læse dem på engelsk. De er fine.

I 2019 læste jeg Marie Brennans serie på fem bøger om Lady Trents memoirer om livet som drageforsker. Jeg læste den, fordi Anne Knudsen i Weekendavisen anmeldte den med ordene: “Vidunderlige, vidunderlige pasticher på victorianske opdagelsesrejser og en virkelig original, helt langt ude fiktiv verden.” Og hvem kan stå for det? Jeg kunne ikke! De var virkelig originale og charmerende.

I 2019 læste jeg også noget skrammel. Jeg plejer at være imponeret og forstemt over Ian McEwans bøger, men Amsterdam var altså virkelig irriterende, dårlig ligefrem. Og jeg fik aldrig læst Dukkeværkstedet af Elizabeth Macneal færdig, fordi jeg synes, den var så klistret og irriterende. Ligeledes skulle jeg bare havde ladet være at læse Arne Dahls nye trilogi (Indland m.v.). De var altså ikke ret gode, og det var virkelig ærgerligt, når nu hans A-gruppen-krimier var så solide.

Jeg havde ambitioner om at læse mere på engelsk og flere klassikere i 2019. Faktisk har jeg læst flere engelske bøger end normalt. Jeg tager stadig større tilløb til dem end til de danske, men jeg øger stille og roligt læsehastigheden, så ambitionen holder jeg lige fast i. Min klassikerambition gik det til gengæld ikke så godt med. Fx fik jeg kun læst bind 1 af Brødrene Karamazov, selv om jeg har gået rundt og skulet til den i årevis. Den var noget docerende i det. Nå, bind 2 bliver nok læst på et tidspunkt. Faktisk kan jeg ellers godt lide de gamle russere, så Amor Towles’ En gentleman i Moskva lå lige til højrebenet, for den mimer dem på en eller anden måde. Towles’ bog er charmerende, men måske også lige lidt for smooth og uden det russiske tungsind, som jeg sætter pris på hos Dostojevski. Ah, læs den bare.

I 2020 kan du i øvrigt også roligt bruge tid på at læse Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata og Ar af Auður Ava Ólafsdóttir, hvis du ikke allerede har læst dem.

Min sidste anbefaling afledt af læseåret 2019 er Palimpsest af Lisa Wool-Rim Sjöblom, som er en tegnet fortælling om Sjöbloms søgen efter sine rødder. Hun er adopteret fra Sydkorea til Sverige i 1970’erne. Rørende, chokerende, politisk, personlig, vedkommende! Også for ikke-adopterede. Har du nogensinde set det ækle følelspornoprogram Sporløs på DR1 (med dets håbløse og kritisable præmisser og dagsordener), vil du se programmet med helt andre øjne efter at have læst denne bog. (Eller boykotte det som undertegnede har gjort.)

02. January 2020 by camlarsch
Categories: Skønlitteratur | 1 comment

At bogbunke, vb., -r, -de, -t.

At bogbunke, vb., -r, -de, -t.
En aktivitet hyppigt set i forbindelse med mentale ferieforberedelser hos læseheste. En afledt form er substantivet “bogbunker, sb., -en, -e, -ne”, dvs. den person, der bogbunker.

Aktiviteten begynder egentlig op til flere måneder før den pågældende ferie, når læsning af en bog udskydes med et “Den ville være god at læse i min ferie”. Dette kan gentages. Mange gange.

Når ferien nærmer sig, overgår bogbunkeriet til næste fase, indkredsningsfasen. I begyndelsen er formen på bunken uskarp. Mange bøger ville være velegnede til den specifikke bogbunke til denne specifikke ferie. Måske kan man ikke præcist huske, hvilke man mentalt har gemt til denne ferie. Måske er en attraktiv nyhed dukket op og overhaler andre valgte indenom. Størrelsen på bunken er i denne fase stadig ikke fast. De valgte bøgers medie er heller ikke fastlagt: Har man den på reolen? Skal den skaffes på biblioteket? Købes i papirform? Kan den streames? Skal den købes som e-bog? Hos nogle er lydbog også en mulighed. Denne fase er fornøjelig. Mulighederne er åbne.

I denne fase er det også en mulighed at dele og tale om bogbunkeriet med andre bogbunkere. “Nåh, hvad har du i din feriebunke?” “Har du gemt nogle gode bøger til ferien?” “Hvad skal du læse i ferien?” Det kan afføde yderligere potentiale og mulige kandidater til bogbunken.

Ferieplanerne betyder også noget for bogbunkeriet. Er ferien pakket med aktiviteter og mennesker, eller er den rolig og oplagt til læsning? Er det et varmt eller koldt sted? Giver det mening at læse fiktion eller faktabøger med relation til feriedestinationen? (Skulle man lige købe en guidebog mere til stedet?)

Så begynder anskaffelsesfasen. Bogbunkeren begynder at skaffe bøgerne. Lede, bestille, downloade, reservere, købe … I denne fase møder bogbunkeriet virkeligheden: Nogle af de valgte kan være svære at skaffe. Andre har for lang kø på biblioteket, og skal man så købe, eller hvor vigtig er den? Skal man hellere tage en næsten lige så kvalificeret bogbunkekandidat fra reolen? Her begynder den reelle bogbunke at tage form. Mulighederne er stadig åbne, men irritation i denne fase er en mulighed, hvis den tænkte bogbunke er svær at realisere.

Den næste fase er realitetsfasen. Bogbunkeren opdager, at der er udvalgt og skaffet alt for mange bøger til at tage med på ferie. Især hvis den valgte form er fysisk og ikke digital. Altså må man vælge. Denne fase kan afføde frustration vekslende med manglende realitetssans og vægelsind: “Argh, jeg har jo ikke plads til alle de bøger.” og “Aj, jeg når jo aldrig at få alle de bøger læst.” og “Arh, jeg må hellere tage to ekstra med, hvis nu jeg løber tør.” eller “Åh, skal jeg hellere tage dem her med i stedet?”

Men på en eller anden måde samler bogbunken sig. Hver gang. Bogbunkeren ender med at beslutte sig for en forholdsvis endelig form på bogbunken. Der pakkes.

Og ferien kan begynde!

P.S. Hvis man som denne bogbunker lader det konkrete bogvalg styres af lyst, ender ferielæsningen alligevel aldrig helt med afspejle bogbunken. Man fik læst noget fra bogbunken, men aldrig alt, man fik læst noget andet, man fik købt en bog undervejs på ferien, som blev læst i stedet … Men det tager intet af fornøjelsen ved bogbunkeriaktiviteten.

11. July 2019 by camlarsch
Categories: Faglitteratur, Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

Imødekommende, modstandsdygtig litteratur

For nogen tid siden skrev Søren Ulrik Thomsen et essay i Weekendavisen om motivation og læsning. En af hans pointer er: “Vil man virkelig have noget ud af sin læsning, er man nødt til at kombinere lyst og pligt, for læsning er nemlig ikke altid ren tilbagelænet nydelse, men kan i lange stræk også være både ubehagelig og slidsom.”

Som ung holdt Søren Ulrik Thomsen på et tidspunkt op med at læse, fordi han var helt overvældet af pligtlæsning, mens han var litteraturstuderende. Efter denne læsekrise begyndte han dog igen at læse, men nu var der tale om læsning som pjæk fra pensum. Det blev dog en problematisk form, fordi ren lystbaseret læsning fik ham til at lægge bogen fra sig efter kun 20 sider, når det ikke “lige var ham”. Ud af denne nye læsekrise opstod så et nyt system: At begynde på en bog af lyst og længsel efter identifikation, men at læse bogen færdig af princip. Såkaldt disciplineret pjæk.

Det viser sig således, at jeg i lange stræk af mit liv som læser helt ubevidst har brugt samme princip. At vælge bøger efter lyst, men læse dem færdig af princip. Søren Ulrik Thomsen tilføjer, at “Den optimale nydelse ved læsningen får man efter min erfaring, hvis teksten strømmer læseren i møde og samtidig rummer en modstand.”

Nogle gange bliver modstanden dog så stor, at det med færdiglæsningen ikke lykkes. For jeg ved præcist, hvad han mener, når han skriver om modstand. Det generer mig selvfølgelig til stadighed, at der står bøger på reolen, som jeg aldrig fik læst færdig, ofte fordi modstanden var for stor.

Lidt for mange bøger på min læseliste yder derimod nul modstand. Og jeg vidste det godt, da jeg gav mig til at læse dem. De giver lige så meget næring til læselivet, som slik giver til kroppen. I bedste fald underholdende og let spild af tid, i værste fald kvalmende og en tilvænning af, at der ingen modstand skal være. På den anden side er læsning af bøger uden modstand bedre end ingen læsning. Så i perioder uden overskud må det være sådan.

Til gengæld er jeg begyndt at stille krav om, at der skal være modstand nogle gange. Så mine nyligt formulerede krav til min læsning er:

  • Jeg skal læse noget mere på engelsk. Dovenlæseren her læser mange gange hurtigere på dansk, men det bliver jeg jo ikke bedre til engelsk af!
  • Jeg skal læse klassikere, fordi jeg kan. Der står en masse klassikere på min liste over bøger, jeg gerne vil læse. Dem skal jeg huske, når jeg vælger bøger. Måske blev de klassikere af en god grund?!

Strammere er kravene faktisk ikke. Men de har allerede givet mig nogle gode læseoplevelser!

13. May 2019 by camlarsch
Categories: Øvrige, Skønlitteratur | Leave a comment

← Older posts